Klubnyheder

”Sjælland Rundt" - årets klubtur

1. maj 2019, 09.31

”Sjælland Rundt" på rulleskøjter med følgebiler – 4 dage fra 0 til 100 km. pr. dag.


23. maj kl. 09.00 – 26. maj kl. 18.00 UTC+01


Kunne du tænke dig en tur på rulleskøjter og/eller i følgebil i godt selskab blandt VRK rullevenner. Du kommer tæt på den smukke sjællandske natur, og du får diverse sanseindtryk fra de mange seværdigheder af forskellig art.

"Sjælland Rundt" - 4 dage 400 km - er (kun) et tilbud om at køre mange kilometer. Årets VRK sommertur for aktive motionister bliver således lidt anderledes i år. Turen afholdes tidligere på året med overnatning 3 forskellige steder, og du får mulighed for at rulle op til 100 km. pr. dag, hvis du har lyst til det. Du har også mulighed for at rulle langt mindre, da der planlægges altid at være en følgebil i nærheden, som du kan køre med. Det er således alletiders mulighed for at afprøve kilometer på rulleskøjter uden at planlægge længden af distancen på forhånd, og vi har også brug for chauffører.

Torsdag den 23. maj starter vi ud fra Albertslund - Mødested følger ved tilmelding. Første overnatning ved Holbæk. Anden nat i sommerhus ved Bjerge Sydstrand. Tredje nat: www.dehvidesvaner.dk. På campingpladsen er reserveret 2 hytter med bad og toilet. Under sommerturen laver vi mad sammen, og den samlede udgift til turen vurderes at udgøre 1.000 kr. pr. deltager. Deltagergebyret er et estimat, som kan afvige i forhold til den endelige slutafregning efter turen. VRK giver der tilskud på 200 kr., hvis du er medlem af klubben.

Af hensyn til overnatning i sommerhus samt fællesspisning vil der max være plads til 16 personer på denne tur. Tilmeld dig derfor snarest, hvis du har tid og lyst til at deltage i dette spændende arrangement. Torsdag den 16. maj er sidste frist for tilmelding og indbetaling af 1.000 kr. - 800 kr., hvis du er medlem af VRK. Pengene indbetales på VRK´s  konto. Kontonummer får du ved at tilmelde dig turen til: erik@vrk.dk.

        

Hvis du ikke kan deltage de 2 første dage, har du f.eks. også mulighed for at støde til ved Slagelse station lørdag formiddag. Du tilmelder dig og indbetaler 500 kr. - 400 kr., hvis du er medlem af VRK, som giver et tilskud på 100 kr.     

Ruten er testet i bil, og en kort beskrivelse er: Albertslund, Ballerup, Supercykelstien til Frederikssund over Munkholmbroen, Gerlev, Kirke Hyllinge mod Holbæk – Asnæs, Havnsø, Gørlev og Bjerge Sydstrand - Mod Slagelse, Fodsporet til Skælskør, Bisserup, Karrebæk og De Hvide Svaner – Næstved, Holme Olstrup, Rønnede, Afmærket cykelsti mod Køge og Albertslund.