VRK’er i forklædning deltog i Luxor inline marathon og vandt

Skrevet af

Midt i december fik jeg en besked fra Svenske Ronny, om jeg ikke ville med til Luxor inline marathon. Her var google min ven, fordi det havde jeg godt nok aldrig hørt om. Jeg fandt frem til denne hjemmeside, som fortæller, om ikke meget, så en smule, om hvad det er.

Det viste sig at en af Ronnys venner deltog sidste år og vandt, og nu var det Ronnys tur til at tage til Egypten og vinde. Jeg smagte kun kortvarigt på ideen, og så var jeg klar. Hvem kan ikke bruge en uge i varmen efter denne snefyldte vinter? 25. januar tidligt om morgenen stod vi klar i Kastrup lufthavn. At det så småt var begyndt at blive en smule “lunt” i Egypten på mere end den solrige måde, havde vi ikke lige tænkt nærmere over. Mere om det senere. Vi brugte hele tirsdagen på rejsen, fordi det viste sig at efter flyveturen på omkring 5 timer, kom en bustur på 4 timer. Men humøret var højt, som det kun kan være, når man er i gang med noget lidt vildt og vanvittigt.

Ronny og Louise foran Luxor templet Onsdagen brugte vi på at finde os til rette i dette meget fremmed land, hvor egypterne verbalt overfaldt os, hver gang vi bare stak næsen en smule ud af døren fra hotellet. “Taxi, taxi” eller “Kaleche, kaleche” lød det fra alle kanter. Nu er vi jo sportsmand/kvinde, så vi ville sørme da ikke køre i hverken taxa eller hestevogn. Vi ville bare ha’ lov til at gå rundt i fred og indsnuse den orientalske atmosfære. Vi skruede ned for charmen og op for de sure miner, selv om det var lidt svært. Hvem kan være sure, når nu der var et sjovt marathon i vente? Torsdag skulle vi mødes kl 10 foran Luxor templet og være med i et “Breakfast run”, hvor vi håbede at møde nogle af de andre deltagere på inlines. Længe var vi de eneste med hjul under fødderne, omringet af løbefolket fra alle mulige og umulige nationer. Det mest iøjnefaldende var alle de kinesere, der var mødt op.

Rejseleder Dirk med gul hjelm
Rejseleder Dirk med gul hjelm

Men lige da klokken blev 10 kom der en hel flok rullende og de hilste alle på os. De boede på det officielle marathonhotel, hvor der var hængt en deltagerliste op, så de vidste at der var to “outsidere” med. De var alle med i samme tyske rejsegruppe, som arrangerer inlines-rejser. Læs mere på deres hjemmeside her: http://t-n-s.de/tns/ Så rullede vi den lille planlagte tur hen til Karnak templet, og der spurgte deres rejseleder om vi havde lyst til at følges med dem rundt på lidt sigthseeing på rulleskøjter. Det var en rigtig god anledning til at tjekke de andre deltagere ud, om det ville blive ren barnemad for Ronny at vinde, eller om der skulle knokles, så vi fulgte med dem.

Det var rigtig hyggeligt og de var alle meget åbne og snaksalige. Det blev en meget hyggelig torsdag og det gav en del km i hjulene, og vi mærkede at de har en lidt anden måde at asfaltere vejene på i Egypten, end hvad der er normalt i Danmark og Sverige…… Det vidste sig også at der var to med, en mand og en kvinde, fra den tyske klub ASV Duisburg, som også var kommet for at vinde, så Ronny blev vist lidt nervøs. Jeg må indrømme at jeg allerede på dette tidspunkt havde indset, at jeg ikke havde en jordisk chance for at vinde.

Hen på torsdagen tog vi forbi det officielle hotel, hvor vi skulle hente vores startnummer, og så begyndte jeg at blive dårlig med feber og kvalme. Det var ikke lige med i vores planer :( Vi skyndte os tilbage til vores hotel, hvor jeg gik helt kold og sov nogle timer.  Det tegnede ikke godt for min deltagelse i marathonet, men Ronny var helt klar og fik pakket tasken. Jeg gjorde et forsøg på også at pakke min taske, men det var ikke helhjertet. Jeg havde erkendt at jeg ikke kunne rulle et marathon med sygdom i kroppen.

Lige før starten gårVi skulle meget tidligt afsted, fordi starten gik klokken 7 og vi skulle krydse Nilen og finde en taxa på den anden bred. Jeg havde bestemt at lige meget, hvor syg jeg var, så ville jeg med derud og se Ronny rulle, og da vi vågnede næste morgen, havde jeg det rimeligt, så ingen problemer. Det var meget skummelt at tage den offentlige færge over Nilen, mens det stadig var mørkt. Den var fyldt med mørkklædte mænd på vej til arbejde, nogle med hakker og spader over skulderen. Jeg var den eneste kvinde på færgen, og da vi skulle fra borde, blev jeg lidt væk fra Ronny i mylderet. Han kaldte heldigvis på mig, og så sørgede vi for at blive sammen. Ude ved Hatshepsuts templet mødte vi de andre inliners og humøret var højt. Morgenlyset var fantastisk flot og ude i horisonten var de ved at sætte en masse varmluftsballoner op. På et tidspunkt talte jeg 16 styks i luften samtidig. Det var et syn jeg sent glemmer.

Luftballoner

Marathonruten var vejen ned fra templet og 4 omgange rundt, hvor man kom forbi andre turistattraktioner, inden man til sidst skulle op af vejen til templet igen. Det viste sig at den stærke tyske mand, der også stillede op, havde sin kone med, som ikke skulle rulle, så hende underholdt jeg mig med under løbet. Vi stillede os ned på ruten, og så de to favoritter følges pænt de første 3 omgange, og så gik vi op til målområdet, hvor vi ventede. Og ventede og ventede og vi var lige ved at tro at der var sket noget, fordi det kunne da ikke passe at to mænd, der begge har rullet marathon på under 1 time og 15 minutter, skulle bruge mere end 1 ½ time, men vi fik lov til at vente længe endnu, fordi først, da der var gået 1 time og 42 minutter kunne vi skimte en inliners nede af vejen. Men der var kun en. Hvem havde sluppet eller hvem var stukket af? Spændingen var intens. Jeg sagde det ikke højt til Markus’ kone, men det lignede meget Ronnys rulle stil……og endelig kom han tæt nok på til at vi kunne se, at det var den seje svensker, som var kommet for at gøre sin ven kunsten efter. Jeg jublede alt hvad jeg kunne og heldigvis var stemningen rigtig god, så der var mange, der jublede. Sluttiden sagde 1 time og 44 minutter. Umiddelbart ikke vildt imponerende, men hvis der er nogle af jer, der siger det til Ronny, så er jeg sikker på at I vil få en lang historie om Egyptisk asfalt og måden at lappe huller på, eller nok nærmere ikke lappe huller på. Crof har allerede grinet lidt, og han vil i fremtiden blive presset stille og roligt, indtil han tilmelder sig næste års Luxor inline marathon og vinder :P

Vindermændene

Den næste time kom der jævnligt meget udmattede inliners ind over målstregen. Vi prøvede at heppe ved målstregen, men måtte til tider søge i ly for små meget nærgående drenge, der ville ha alt fra slik, over startnumre, til vores trøjer. Endelig blev det tiden til medaljeuddelingen. Jeg var meget stolt på Ronnys vegne, da han stod på podiet og jeg er sikker på at han også var stolt over sin præstation. Missionen lykkes. Det overskyggede heldigvis min nedtur over slet ikke at stille op. Den tyske rejsegruppe skulle nu være turister og ind og se templet, men jeg var stadig ikke på toppen, så vi tog direkte hjem til hotellet og skulle bare slappe af på hotellet. Vi nåede at nyde et par timer ved poolen den eftermiddag, og så startede larmen fra demonstrationerne. Vi lå og lyttede og det blev højere og højere og så begyndte vi også at kunne høre skud. Det viste sig kort efter at være fra tåregaspistoler og det trak godt nok tårer. Vi stillede os ind under et halvtag og det hjalp. Det føltes egentlig trygt nok indenfor hotellets murer, men det var godt nok en mærkelig oplevelse at være i en by, hvor urolighederne tog til. Det fortsatte det meste af eftermiddagen og vi blev på hotellet.Galamiddag og pokal

Vi havde dog bestemt at vi ville gøre et forsøg på at komme ned på det officielle hotel om aftenen,  hvor der skulle være galamiddag for alle marathondeltagerne. Da vi kom udenfor hotellet var der fyldt med politifolk, men vi blev stadig mødt med det snart velkendte råberi: “Taxi, taxi” og vi hoppede ind i den første vi mødte. Hotellet  lå i den anden ende af byen og på turen så vi mange demonstranter, som brændte dæk af og spærrede vejen. De flyttede sig heldigvis for taxaen. Der var også en officiel bygning, der var helt smadret. Galamiddagen var rigtig god og der blev uddelt en masse flotte præmier og Ronny fik en stor pokal. Stemningen var høj hos tyskerne, men det var ligesom om vores kommende taxa-tur tilbage til vores hotel, gjorde at vi gerne ville lidt tidligt hjem, så vi smuttede allerede ved 21-tiden. Der var ellers god gang i dansen på det tidspunkt. Det viste sig at være en god ide at tage hjem, fordi midtbyen var allerede spærret, så vi måtte køre en omvej, men vi kom tilbage i god ro og orden.

Fødderne i Rødehavet

Lørdagen gik med at tulle rundt i byen og kigge på soldater og politifolk. Jeg har aldrig i mit liv set så mange våben før og det var på en gang skræmmende og spændende at være lige midt i Egypternes oprør. Vi fik købt de gaver vi havde bestemt os for at skulle ha med hjem, og om aftenen blev vi ringet op af Startour guiden. De ville “evakuere” os næste morgen og køre os ud til et all inclusive turist resort ude ved Rødehavet, så vi pakkede kufferten og indstillede os på at vi ikke fik set “Kongernes dal” som ellers er et must, når man er i Luxor. Søndagen gik med 4 timers bustur og endte med fødderne i Rødehavet og en rulletur rundt i det lukkede turistområde. Mandagen dasede vi ved hotellet og iagttog tyske og russiske turister og de tilhørende guider underholde hinanden og vi fik spist på de forskellige gratis spisesteder. Alle vores fordomme om all inclusive konceptet blev indfriet, og det uden at vi selv har betalt penge for det :)

Tirsdag fløj vi hjem som planlagt og kunne efterfølgende læse hvordan vores nye tyske rullevenner havde kæmpet sig vej hjem over Kairo i mere end 55 timer. Tak til Startour, som gjorde vores rejse sikker og nem. Vi kan kun anbefale at kombinere inlineløb med en turistrejse, især til dem med krudt i “rumpan”, som ikke bare kan dase ved en pool en hel uge. De skarpsindige vil nu spørge sig selv, hvad overskriften til dette indlæg betyder, men ved at kigge på billederne kan I se, at Ronny ikke rullede i den flotte VRK dragt, som jeg havde kæmpet mig ud og gravet frem fra containeren ude ved banen i snestorm lige før jul. Det var ellers planen, men da den har et rimelig synligt dansk flag på skulderen og det ikke er synderligt populært at være dansker i Egypten valgte vi den røde Rolling Vikings dragt og jakker fra hans gamle svenske klub.  Men vi var begge tilmeldt som VRK’er :)

2 Kommentarer til “VRK’er i forklædning deltog i Luxor inline marathon og vandt”

  1. Christopher Ouzman

    Jeg kan fuldt forstå Ronny stille op som Rolling Viking istedet for VRK specielt med tanke på det danske ærme:) hvem skulle have troet at et dansk flag nogensinde kunne blive et problem! 1:41 er faneme en ringe tid medmindre man kører i ren sand, dog ved alle at Ronny kan kører en modbydelig god marathon, så mon ikke forklaringen ligger i terræn og så fordi alle fulgtes ad de første runder.

    Jeg ved ikke lige om Luxor marathon ligger højt på min ønske liste, jo jeg vil da gerne prøve at vinde et marathon, men måske lidt langt at rejse for at opnå dette og desuden hader jeg lorte asfalt, det har vi nok af herhjemme:) Dog skal i herfra have et stort tillykke med jeres projekt, det var rimelig vildt, og en super beretning:)

    #818
  2. Gitte Rosfort

    Whauuu sikken en tur.
    Dejligt at få lidt feedback, fra andre løb i verden ;-O
    Jeg har hørt om mange løb i verden, men ikke denne.
    Nok den mest esotiske ;-O
    Tak fordi vi måtte opleve, lidt af suset
    Gitte Rosfort

    #819

Læg en besked

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

-->

Indmeldelse i VRK

Vejret i København

Arkiv

Post adresse

Vesterbro Rulleskøjte Klub
c/o Steen Schjølin Larsen
Vonsildvej 7
2770 Kastrup

Email til bestyrelsen:
bestyrelsen@vrk.dk

Nyhedskategorier

VRK er medlem af