Mit første inline marathon – bambi på glatbane…

Skrevet af Sune Jensen

Beretningen er skrevet af Kristian Weeke fra VRK

Det var mit første rulleskøjte maraton og jeg må have kigget mindst 20 gange dagligt på dmi’s hjemmeside i håb om godt vejr. Jeg havde sågar fundet andre – mere optimistiske – hjemmesider til at betrygge mig i, at vejret nok skulle blive fint, og jeg ikke behøvede bekymre mig om lige præcist dén usikkerhedsfaktor.

I forvejen synes jeg der var nok bekymringer at tage af. Muligheden for hård modvind, kollidering med én eller flere af de øvrige (vist nok) 7.000 deltagere, fumlen med diverse togskinner eller decideret køren forkert undervejs. Disse var alle elementer, som tilsammen eller hver for sig kunne lede til den totale ydmygelse – at blive samlet op af bussen undervejs, hvis man ikke kunne gennemføre ruten på mindst 2½ time. Læg dertil, at jeg ikke er en specielt øvet speed-skater og først fra denne sæson er begyndt at køre med 90 mm hjul, synes der at være basis for lidt af en gyser.

Kristian WeekeJeg startede egentlig i den anden grøft tidligere på året – fuld af optimisme og lettere kålhøgen. Det var da jeg første gang hørte om marathon’et i april/maj til tirsdags-træningen fra andre, som skulle derned. Jeg tænkte, at det kunne være en fed ting at prøve – specielt eftersom jeg i forvejen skulle ned og heppe på min kones veninde til det ”rigtige” maraton. Og begrænsningen på de 2½ time kunne da ikke være noget problem – det svarer jo blot til ca. 18 km/t hvilket vel er 5-6km/t hurtigere end Friday night skate…barnemad! Jeg blev hurtigt klogere…

Efter min første lange tur ud over amager fælled og kalvebod-broen fandt jeg mig selv fuldstændigt udmattet og dehydreret et sted i Hvidovre efter 35 km, hvilket havde taget mig et godt stykke over 3 timer. Godt nok havde der været modvind undervejs, men det stod hurtigt klart, at der skulle træning og planlægning til, hvis jeg skulle komme i mål med projektet. Så derefter stod den på minimum to-tre ugentlige ture (inklusive en lang) frem til marathon’et samt daglig rulning til og fra arbejde. Sidstnævnte lidt imod min vilje, da jeg ikke er meget for at trille rundt i den travle morgentrafik eller komme prustende ind på arbejde i et gennemblødt jakkesæt. Men da min cykel for 117. gang var blevet stjålet i indre København, måtte det jo være et tegn fra guderne. Men det var nødvendigt og træningen bragte mig noget af vejen. Tiden blev langsomt kortet ned. Men desværre ikke helt nok til de 2½ time.

Derfor måtte jeg ty til andre hjælpemidler. Den første – og givetvis mest effektive – var at lære at køre i packs. Herved skulle jeg efter sigende kunne skære minimum 20 min. af den samlede tid. Så jeg forsøgte mig med mandags-speed-træningen med begrænset held. Det viste sig allerede efter få gange at være langt sværere end forventet og givetvis (tage den kort forberedelsestid i betragtning) være mere til gene end gavn under løbet. Den meget korte afstand til den forankørende gjorde mig utryk og jeg blev uforholdsmæssigt mere forpustet af at skulle følge andres tempo og bevægelser.

Næste mulighed var kortere skøjter med 100 mm hjul. Det så jo så let ud, når man kiggede på de øvede speed-skatere og måtte kunne gi’ lidt fart. Men ak – efter en tur hos Frederiks garage viste dette sig også at være en blindgyde. De kortere skøjter og de store hjul skabte godt nok en fornemmelse af mere power og fart. Men samtidig føltes det som om jeg stod på et par vakkelvorne stylter som jeg hvert øjeblik kunne vrikke om på og med en helt anden bevægelsesdynamik, end jeg var vant til. Efter bare to gange rundt på banen stod det klart, at det (også) ville kræve en del tid og øvelse at mestre balancen på disse støvler. Tid, som jeg desværre ikke havde. Og i tilgift ville den nye skøjte kræve, at jeg måtte opgive min elskede bremseklods, min sutteklud, som jeg godt var klar over jeg måtte slippe en dag, men som jeg bare ikke var klar til lige nu. Så heller ikke der var der hjælp at hente.

Tredje mulighed var straks mere ramasjang i. Frederik foreslog jeg beholdt mine eksisterende skøjter og satte hårdere hjul og bedre kuglelejrer i. Det hjalp – også i den grad. Straks blev der cut’et 15 min af på de lange ture – nok til, at jeg kunne komme i nærheden af de 2,5t – i hver tilfald, hvis vinden var med mig. Så fuld af fortrøstning trænede jeg videre mens jeg lærte at smøre kuglelejerne med lampeolie og proviantere med lige dele æblejuice og vand undervejs.

Kristian WeekeSå kom dagen. Den lille familie havde begivet sig af sted og landede sent dagen før i relativt godt vejr. Lige tids nok til at ile ind Tempelhof lufthavnen, som til lejligheden var lavet om til en kæmpe maraton-lejr. Interessant i øvrigt at se den gamle funktionalistiske 30′er lufthavn blandet med alverdens boder, pumpende musik og et mylder af folk i sportstøj og på rulleskøjter. Dog lidt problematisk, at ventetiden for afhentning af startnummer til løbet var temmelig lang – tydeligvis fordi løbet var prioriteret noget højere end inline løbet. Nå – hente nummeret, købe en trøje med logo, haste tilbage til hotellet, tjek vejrudsigten, tjek skøjterne og så ned med en ordentlig gang pasta og kulhydrater inden sengetid.

Vågnede på dagen – gråvejr, men stadig håb for bedring. Lige indtil en gnaven hotelreceptionist (som tydeligvis var blevet spurgt om det samme flere gange) kunne fremstamme på gebrokkent engelsk, at der ville komme regn om eftermiddagen – og ret meget af det. Og det fik hun ret i. Øv. Jeg havde egentlig lovet mig selv, at hvis det blev regnvejr, ville jeg ikke løbe. Men så står man der med alle de gode intentioner, har øvet sig i flere måneder med maven propfuld af pasta, til ingen verdens nytte. Og så er det sgu bare for surt ikke at prøve.

Men ovennævnte løfte havde desværre også medført, at jeg hverken havde øvet i regnvejr, eller gjort mig den ulejlighed, at investere i et sæt regnvejrshjul. Så jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gik ind til. Og det var jeg tydeligvis ikke den eneste om. På vej ind til startområdet da regnen først rigtigt tog til, må jeg ha’ set dusinvis af rullere, som stavrede rundt på vejen og klamrede sig til faste holdepunkter, mens de – ligesom mig selv – forsøgte at se ud som om de havde styr på situationen.

Men energien og stemningen var der alligevel. Midt i de våde strasser og boulevarder som efterhånden lignede store vandpytter, midt i den overproppede midtby af kaffedrikkende, toilethungrende, tøjskiftende rullere var alle glade, forventningsfulde og nervøse – ligesom mig. Og jo længere ind mod Brandenburger Tor og startområdet man kom, desto mere glemte man regnen og flød med strømmen af rullere i alle mulige højder, drøjder, aldre, køn og nationaliteter. Ligesom ved friday night var der et væld af dragter, farver og udklædninger – det var bare større, meget større. Og rigtig, rigtig fedt. Og som med ethvert andet godt arrangement glemte man at tænke over rammerne om løbet. Den kæmpemæssige logistiske kabale lod til at være gået fint op – måske lige med undtagelse af en smal muddersti, som alle blev presset igennem – og på startfeltet fandt jeg mig omgivet af glade og smådansende mennesker som alle ventede på, at det var deres tur til at blive sendt af sted.

Kristian WeekeSelve løbet er egentlig en kuriositet. Vi blev sendt af sted i den langsomme gruppe. Ret hurtigt viste det sig, at det våde underlag ikke var så svært at håndtere som frygtet og sandsynligvis gjorde, at folk passede på hinanden og ikke blæste derudaf. Vinden var næsten ikke eksisterende og efter kort tid kunne jeg til min overraskelse konstatere, at farten var lidt over 20 km/t – rigeligt til at klare tidsbegrænsningen (og bussen). Tværtimod var der ligefrem lidt tid og overskud til at vrikke lidt med hofterne til lyden af de mange sambaorkestre undervejs og til at stoppe undervejs hvor familien havde forskanset sig og lade som om, at det da var barnemad.

Der var nok en del, som faldt undervejs – bl.a. hjulpet af, at der undervejs blev uddelt bananer MED skrald, som selvfølgelig blev efterladt på kørebanen – men de så alle ud til at komme hurtigt på benene igen. Og da jeg til sidst kom bragende igennem Brandenburger Tor til lyden af den tyske melodigrandprix vindersang og bagefter stod i plaskvåde og sure sokker klamrende til det udleverede grønne plastomslag, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville prøve dette igen. Måske ikke så meget for selve marathon’et men mere for projektet, forberedelsen, rejsen, spændingen, menneskene, energien, musikken og alle de andre ting, som går forud for – og omgi’r – sådan en stor begivenhed. Og hvem ved, måske kan jeg ligefrem nå at lære at køre packs iført konkurrenceskøjter og spandex til næste år – det skal da næsten prøves, ikk’?

[Kristians sluttid blev 2:09, red.]

11 Kommentarer til “Mit første inline marathon – bambi på glatbane…”

  1. gert

    Her fra rulleskøjtesportens yderkant vil jeg gerne ønske dig tillykke med dit første (Berlin) Marathon, ærgerligt det skulle være et regnvejrsløb.
    Jeg synes det er en god beretning og godt du gennemførte/stillede op på trods af de lidt ukendte forhold (alle rulleskøjteløbere er entusiaster og der skal meget til at man melder pas på dagen!).
    Det er også godt at se der kommer nye skatere til (jeg var selv i samme situation i 2000 – dog uden regn :-) ) og kan genkende planer, træning og “bekymringer”, men som du oplevede, så er der på dagen så god stemning blandt skatere, tilskuere og arrangører/hjælpere, at det giver det sidste.
    Nu kender du løbet og ved hvad du går ind til, kan træne mere “målrettet” og så bliver det tørvejr i 2011. Vi ses dernede og/eller til træning.

    #711
  2. kristian

    Tak, Gert. Ja, der er nok ingen vej uden om at køre hurtigere næste år nu hvor tiden er kommet på :-)

    #713
  3. Louise Sachse

    God beretning, Kristian *thumbs-up*

    Jeg var med for anden gang, og oplevelsen bliver kun bedre og bedre.

    Næste år kommer vi stærkt igen – med speedskøjter, uden regnvejr :)

    Ses til træning
    Louise

    #720
  4. crof

    Jeg istemmer omkring den gode skrive stil, og jeg bider især mærke med at du fandt det svært at kører i pack og det blev forpustet til træning (mandag) når du skulle følge pack. At man bliver forpustet når man følger et pack kan skyldes 1) at man i et pack der er for hurtigt til en selv, det tror jeg alle har prøvet og det eneste rigtige at gøre er at falde tilbage til et mere funktionelt pack… Om man er elite eller motionist gælder sådan set de samme regler, man skal helst have lidt overskud i et pack, og såfremt man kører på pumperne må man også akceptere den risici der er ved at gå kold (ang “at gå kold” er jeg lidt af en ekspert:)
    2) selvom det er svært at kører pack er det et must!!!! hvis man har ambition om at forbedre sig er det simplethen vejen frem, og ligegyldigt hvor ubehageligt det end må virke at ligge så tæt sammen, er det den disciplin hvormed man kan lave den største forbedring!
    3) teknik, stamina/udholdenhed og styrke er fint men pack giver let 25% mere speed og der er altså vildt! Jeg kan kun opfordre alle der vil forbedre sig til at øve sine “pack-fornemmelser”
    Jeg tabte 4 min på de sidste 15 kilometer da jeg røg af b-feltet og det er uhørt meget.
    4) regnvejr er noget lort og ikke foreneligt med rulleskøjt, men sådan er det bare så man må bare bede til de grumme vejrguder og huske at man sjældent slår sig rigtig meget når man falder:) Jeg faldt selv to gange og det er træls men det er mest ens psyke der får et knæk:)

    PS b-feltet med bl.a Sune og Nikoline kom ind på 1:24 og jeg kom ind 1:28 hvilket betød at jeg tabte til Nikoline igen:) Nikoline vs Crof 2-1 i 2010, men 2011 vil blive helt anderledes:)

    #721
  5. Crof……
    Beskedenheden længe leve. (((-:

    Nyd din position som “kun” 1-2 taber til Niko….
    Det varer ikke ved…. ‘11 bli’r meget værre ((((-:
    Vores dygtige ungdommer rykker voldsomt fra.
    Heldigvis.
    -
    Årgang ‘66 si’r alt…Du er næsten voksen.

    Varme regnvejrstanker.
    Lars Schmidt

    #725
  6. larsø

    Klap på skulderen fra provins(Z?)en til Kristian! Godt kæmpet!
    Til den ellers så forstandige(!) Crof – hvis man vil vinde rulleskøjteløb i Danmark SKAL man kunne køre i regnvejr(citat en tidligere VRK-koryfe Oliver Sundberg). I øvrigt er det ikke meget der giver bedre rulleteknik end at træne i regnvejr.
    Regn i Berlin i ‘07 og ‘10.. Tjaeh vi oplever det nok igen.
    Ad årgang ‘66 – det var sgu rart at få det sort på hvidt at du ikke er voksen. Selverkendelse er en glad ting;-)
    God vinter til alle vrk’ere!
    vhlarsø

    #726
  7. kristian

    Mange tak allesammen.
    crof: jeg er såmæn’ ikke i tvivl om, at packs er vejen frem – men jeg synes ikke det er helt så let, som rygtet vil vide. Men næste sæson må jeg prøve at få det lært:-) Er der iøvrigt nogen af jer garvede rullere, som ved, om der findes nogen andre tilsvarende løb i andre spændende lande?

    #727
  8. Jan Scholtyssek

    Hej Kristian.
    For det første: Hvorfor vente til næste sæson? Man kan sagtens lære at køre i pack når man ruller indendørs og så er det måske lidt lettere, fordi det altså ikke er så smertefuldt at falde i hallen som på asfalt. :-)

    Berlin Marathon er et af flere marathon i World Inline Cup-serien. Så prøv at søge efter det. Der skulle du kunne finde løb i samme stil. Og så findes der også nationale serier, som f.eks. German Inline Cup, hvor Berlin Marathon også er et af løbene.
    Håber vi ses indendørs.
    Hilsner
    Jan

    #728
  9. Kristian

    En uventet sidegevinst ved træningen, som jeg opdagede idag på en alm tur til bellevue…cykelklokkerne på cykelstien udeblev helt og en forpustet cykelist kommenterede, at det ‘godt nok da gik hurtigt på de rullesko’ – fedt, fedt, fedt.

    #729
  10. crof

    Til Lars Schmidt, Hun får baghjul for jeg hader at tabe, det bliver streng diæt, hård træning og ingen sex… Ok det lyder sgu godt nok kedeligt, kan være jeg må lempe lidt på tre af kravene:)
    PS bare jeg engang imellem kan tage Phillip og Nikoline på banen i en spurt så skinner solen alligvel lidt… Ikk! og lur mig om ikke 2011 vil give sådanne oplevelser:)

    Til Lars Ø Det kan godt være at man skal kunne begge discipliner, men jeg bliver aldrig rigtig glad for regnvejr, og nu har far ikke dyrket styrketræning i 15 år for at se benmullerne være totalt til grin i regnvejr:)

    Til alle andre – drop trænings centret og lær teknik styrke er alligvel rimelig overvurderet:)

    #730
  11. Louise Sachse

    Crof, du kan nok ikke lempe så meget på krav nummer et, som du gjorde den dag, jeg lavede ribbenstegssandwich, hvis du skal gøre dig nogle forventninger om spurtsejre :P

    God weekend :)

    #732

Læg en besked

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

-->

Indmeldelse i VRK

Vejret i København

Arkiv

Post adresse

Vesterbro Rulleskøjte Klub
c/o Steen Schjølin Larsen
Vonsildvej 7
2770 Kastrup

Email til bestyrelsen:
bestyrelsen@vrk.dk

Nyhedskategorier

VRK er medlem af