DM i halvmaraton i Odense

Skrevet af

DM med Cat i front

”After 75 years of eyeball to eyeball the other man just blinked”

Dette udtryk stammer fra engang for lang tid siden, hvor Coca Cola ændrede sin smag (ja det er faktisk sket flere gange!). Denne nyhed blev modtaget med jubel hos Pepsi, deres nærmeste konkurrent. Pepsi indrykkede en annonce næste dag i alle landets store aviser (USA), hvor de skrev, ”After 75 years of eyeball to eyeball the other man just blinked”, derudover fejrede de det med at give alle deres ansatte en fridag! Udtrykket kommer egentlig fra poker, hvor man vil se om en mand bluffer, og blinker han, har han røbet sig selv!

Så hvorfor har det noget med rulleskøjteløb at gøre? Jo, fordi bluff og gode ben hænger nøje sammen! Men lad mig starte med at beskrive dette fortræffelige arrangement, som blev afholdt i Odense på en lukket rundstrækning på ca. 2 km.

VRK fyldte en minibus helt op, så vi var 18 der tidligt søndag morgen drog fra København mod Odense. Dem som ikke var licensløbere stillede op i motionsløbet. Heriblandt Laila og Lina, som ville se, hvordan deres form lå før Berlin Marathon, og det var meget glædeligt at se, at de havde et godt løb. Man kan konstatere at motionsdelen var fuldt ud vellykket (det falder jo tilbage på træneren, hvis hans elever ikke klare sig godt!). Elite løbet bestod af et samlet felt, hvor der så kommer en masse små løb i løbet. Der kåres vindere i de forskellige aldersklasser: AK40, AK50, Senoir, Junior og en samlet klasse for damer. Havde der været nok i Sunes aldersklasse, havde han deltaget der, men da han var alene rykkede han fra AK 30 klassen til Senior klassen, hvilket er ensbetydende med at være chanceløs!

Ud over det normale konkurrence element, så er der de indbyrdes dueller, løberne imellem. Jeg har f.eks. et evigt udestående med Sune, som jeg helst ikke vil tabe til. Nicoline og Benny har også et udestående med undertegnet. Jeg kunne blive ved, men jeg tror læseren fanger den ”onde” stemning der er før starten på et sådan løb. Der bliver virkeligt skulet ondt, og der gives ingen Pardon!

Min nærmeste konkurrent i AK40 (ak ja, krop som en fyrre årige og hjerne som en 17 årige, evolutionen har ikke været mig nådig) Lars Øritsland, anså jeg som svag favorit. Cat var favorit i sin klasse (damer) og så er hun en af dem jeg også gerne vil slå, men det sker ikke medmindre jeg propper klister på hendes hjul!

Cats nærmeste modstander var Kisten Bak og hende skal man aldrig undervurdere for hun er sej som sålelæder! Benny og Henk var gode bud på sølv og bronze i AK 50, guld kan man glemme, når fyrtårnet fra Borholm, Lars Thomson, er med. Man kan vel nærmest beskrive ham som Schwarzenegger på Rulleskøjter. Med i det åbne eliteløb var også Ronny (Danskdöderen), og fordi han er svensk kan han selvfølgelig ikke vinde et DM, men skrap det er han. I seniorklassen lå Sutton Atkins og Mikkel Høyer som favoritter og i Junior var feltet meget åbent.

LØBET

Nå, men løbet blev skudt i gang, og her er det at et sådan løb adskiller sig fra et motionsløb, fordi alt er taktik! De første to omgange var paradekørsel – med dette menes, at der bliver kørt langsomt, alle kan følge med, og det virker nærmest hyggeligt. Men kun tossegode mennesker ser ikke tegnene, dette varsler nemlig RYK, RYK OG RYK. Og på den 3. omgang kom så det første ryk som splittede fårene fra bukkene. Feltet blev delt i to og var man i det bagerste felt var løbet kørt, medmindre ens nærmeste konkurrenter også var der! Jeg kendte rutinen, så jeg havde fra start lagt mig midt i af det store felt, og prøvede at finde en rytme. Jeg kunne se min nærmeste konkurrent (Øritsland), og Sune og Cat som de eneste VRK’er, resten var faldet fra ved det første ryk – heriblandt Nicoline, Benny og Henk. Nu lignede løbet et udskillelsesløb, der blev rykket igen og igen, og rykkene gjorde naller. På 5. omgang falder Ronny ”danskdöderen”, og selvom han kom hurtigt på benene igen, var hullet på 30 til 40 meter umuligt at lukke, for nu blev der for alvor kørt stærkt. Efter løbet underholdte han tanken om, der måske var nogle som ville have ventet på ham for at hjælpe, men for det første er det et DM, og dernæst er han svensker og sådan nogle hjælpe man dårligt nok når de kommer med deres træpenge!

SMERTE OG DÅRLIGE UNDSKYLDNINGER

Jeg var så småt begyndt at blive presset. Min ryg havde det ikke godt, og min puls lå faretruende højt og ville ikke rigtig ned. Jeg kiggede på min rival (Øritsland) og han så alt for frisk ud – pokkers – ingen hjælp at hente. Sune så ud som han altid gør, total umulig at gøre sig klog på! Kunne han i det mindste ikke lære at se lidende ud? Jeg kan sagtens undervise ham, for hos mig kommer det helt naturligt. Så blev der lavet et ryk til, og Sune, Øritsland, Kirsten og undertegnet faldt reelt af førerfeltet og lå nu i en lille hygge gruppe, hvor ingen havde lyst til at give op! Med fire omgang igen havde jeg det ret skidt, og tænkte, at et lille bluff nummer måske ville sætte tingene i et andet lys. Jeg trak derfor op og lavede noget der kunne minde om en føring. Det vidste sig dog hurtigt at Øritsland ikke havde de store problem med at følge med, og jeg begyndte så småt at tænke – HVA FA’EN GØR EN KLOG MAND NU? Bedst som jeg er ved at blive grebet af en mild panik, trækker Øritsland overraskende ud af feltet, og senere får jeg at vide at det var for at brække sig! HA! ”After 75 years of eyeball to eyeball the other man just blinked” – sådan kunne man godt tro jeg havde tænkt! Men faktisk var jeg så presset at jeg bare tænkte at nu skulle jeg overleve, desuden havde jeg stadigvæk de to andre som jeg helst ikke ville tabe til, Sune og Kirsten Bak!

ONE DOWN TWO TO GO!

Jeg skal måske lige for god ordens skyld indskyde, at Kirsten er over 50 og som navnet antyder kvinde, og de to faktorer var jeg ikke specielt indstillet på at tabe til! Nå, men det går ikke altid sådan som præsten prædiker. Min ryg begyndte nu for alvor at te sig som en sindssyg, hvilket betyder, at man så må rejse sig op, hvilket igen betyder dårlig teknik og mindre fart, som man må så kompensere med flere skridt! Til sidst måtte jeg erkende, at de to bare var bedre! Sune sagde bagefter at jeg bare skulle have sagt det, så kunne han måske give mig læ, men hvordan skulle jeg lige fremstamme, at jeg var ved at dø, når jeg netop var ved at dø! Og hvor ynkeligt ville det ikke virke, hvis ens sidste kraftanstrengelse skulle være ”sæt, hrkkk urrrrg, lige, arrrrghr urghhhh farten ned”! Nå men Sune opdagede ikke min død, og det var sådan set fint. Det er lidt ligesom i cowboyder film, hvor den ene er dødeligt såret og beder den anden om at gå sin vej, så man kan dø i fred. 1½ omgange igen, og her troede jeg faktisk kun at det var en ½ omgang! Jeg lå mutters alene og skulle bare i mål så ”unge Werders lidelser var bragt til ophør” Men Goethe, må have kigget med over skulderen, og syntes åbenbart at det skulle være lidt spændende! Bedst som jeg krydser stregen ser jeg de andre deltagere runde hjørnet længere fremme – OHHHH NOES IKKE EN OMGANG MERE!

SÅ KAN DU MÅSKE LÆRE AT TÆLLE!

Christopher på næstsidste omgangVoksne mænd græder ikke, de bander bare og knytter deres tavse næve mod himlen. Her skal jeg måske lige tilføje at flere fra VRK lejren så mig, og mente at et billede af mig, lige netop nu, ikke ville være god reklame for VRK og det kan jeg sådan set kun give dem ret i! Nu stod jeg op og løb og det er et ”No go” i rulleskøjteløb! Jeg kiggede mig hele tiden over skuldrene fordi, jeg vidste, at jeg nu kørte på pumperne og tabte tid til alle! Pludselig kunne jeg se en prik, som blev større for hver gang jeg kiggede – og prikken var Orange! Orange prikker behøver ikke at være et stort problem medmindre du er til øjenlægen, men i dette tilfælde betød det at Øritsland var på jagt, og jeg var byttet! GODDAAAAAMN ikke det, hvis han først kom tæt på mig, var jeg færdig. Kommer man bagfra og kan lugte ens modstanders frygt ja så får de kniven.

Jeg gik ned i det nærmeste jeg kunne komme en grundposition, og imens fortalte min ryg mig at jeg måtte være en idiot, og som straf sendte den nogle dejlige bølger af smerte igennem min lænd. HOLD UD, KOM NU FOR FA’EN, DU KAN IKKE TABE NU, TAG DIG SAMMEN TUDEPRINS, HVA SÅ SVAGPISSER SKAL DU HAVE EN TUDEKIKS! Yes alle de sætninger kørte rundt i skallen, og jeg tænkte bare at, hver eneste afsæt var et tættere på mål! Med ca. 700-800 meter igen begyndte jeg at svinge mine arme som var jeg en børsmægler lige før lukketid! Jeg kom i mål og Øritsland, som nu ikke længere var en lille orange prik, men en fuldvoksen mand, kom i mål kort tid efter, så han havde hentet gevaldigt på den sidste omgang, og endnu en omgang havde ikke været på tale!

RESULTATER

Christopher modtager guldetDM løbet med 6 deltagere fra VRK resulteret i ikke mindre end 2 guldmedaljer og en sølvmedalje:

  • Dame senior: Guld til Cathrine Grage (og Nicoline Christensen på 3. pladsen)
  • Herre AK-40: Guld til Christopher Ouzman
  • Herre AK-50: Sølv til Benny Orloff

Motionsløbet havde 7 deltagere fra VRK, og bedst placeret hos damerne blev Lina med en 3. plads, og hos herrerne var det Paolo der var bedst placeret med en 4. plads.

I de 2 kortere børneløb var det VRK-hang-around Asmus der løb med begge sejrene!

Se alle resultaterne på SPORTI

grill-master LouiseEfter løbet var der grill pølser til alle fra VRK, ja, medlemsskab skal jo have visse fordele og alt i alt et super godt arrangement, som Sune og Henk have stået for! Hvad er så en moralen i denne historie? Ja der er flere! Kirsten Bak, slog flere af os og det er godt nok imponerende når man så dertil lægger at hun ikke laver noget der minder om et x-over, trodser det faktisk lidt naturlovene, men forklaringen er faktisk simpel! God kondi, lav vægt og hendes grundposition er helt nede hvor græsset gror! Simpelt og dødeligt effektivt! Hvilket bringer mig til den næste ting GRUNDPOSITION dens betydning kan ikke gøres for stor, så når træneren råber grundposition så er den god nok, det er der i skal ligge, hvis I vil kører stærkt!

Hvis ses til træning eller til Berlin!

Croffinator (Christopher)

Fotos: Per Ulrik Holmsen

Lidt video fra løbene – først motionsløbet (Paolo):

Og to videoer fra DM løbet (Per og Paolo):

5 Kommentarer til “DM i halvmaraton i Odense”

  1. larsø

    Næste gang Christoffer, næste gang!!!
    Vi kører da bare parløb i Berlin.. igen:-)
    I øvrigt tak til hele VRK-gruppen for at deltage og sætte farve på dagen. Godt initiv!
    vhlarsø

    #701
  2. Christopher Ouzman

    Ja, ja Lars, jeg kan meget vel være skævt ude næste gang, men jeg har tænkt mig at gå i skarp træning, jeg er træt af at ligge og hænge alene imellem alle grupperne, jeg skal være mere klæbrig end klister. Vi kan fint følges ad til Berlin, jeg er dog stadigvæk usikker på om det skal være A eller B feltet, jeg ville gerne have en bedre tid end sidste år [hvor du jo slog mig] men min ryg eler form forhindre mig måske i at være med i den bløde del af A for så skulle jeg nok havde fulgt med hovedfeltet i DM, så måske bliver det endnu engang det hyggelige B felt, med alle drengene:)

    #702
  3. Per Ulrik Holmsen

    Tak for at jeg fik være med på turen – en meget social gruppe, med gode initiativer! Nå har jeg jo også benyttet mig af Christoffer’s ’tilbud’ om at forsøge nogle VRK træninger på banen, og det har været meget lærerigt. Det er noget helt andet end at køre tur ;)
    Så får vi se om måske man skifter klub efter hvert…. det vurderes i alle fald.

    #703
  4. Christopher Ouzman

    Per, du er altid meget velkommen og man kan jo godt være medlem i mere end en klub. Hygge ture er fine nok, men man lærer ikke en skid- sorry to say men det er de kolde facts- En træner kan pace en og give en gode råd og er man lidt ambitiøs, hvadeneten det går mod personlige mål eller medaljer til mesterskaber, så er organiseret træning vejen frem. Og man kan godt have god træning som samtidig også er social. TEKNIK ER GUD for at sige det som det er…
    DVS hvis man vil forbedre sig, er det ikke kondien der gør det alene, men Grundstilling, vægtforskydning og topfart. Lyder simplet men for nu at sige det som det er SUUUUPER svært. Ses til Berlin eller måske sidste mandags træning:)

    #704
  5. Louise Sachse

    Igen en super beskrivelse fra Croff’s pen :)

    Synes jo så godt lige at du kunne ha valgt et bedre billede af mig, f.ex. der, hvor jeg ligger i sandwich med to store sorte mænd :P men nej nej, jeg skulle jo lige fremvises som grill mutter, der trutter :P

    Vi ses i Berlin, jeg når ikke mere træning på banen :(

    #705

Læg en besked

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

-->

Indmeldelse i VRK

Vejret i København

Arkiv

Post adresse

Vesterbro Rulleskøjte Klub
c/o Steen Schjølin Larsen
Vonsildvej 7
2770 Kastrup

Email til bestyrelsen:
bestyrelsen@vrk.dk

Nyhedskategorier

VRK er medlem af