Bliv hurtigere på rulleskøjter – via bedre teknik
Nyt tilbud til VRK medlemmer:
Har du et ønske om at få mere fart på dine rulleskøjter? – det er der vist mange i VRK der kan svare ja til, for de fleste vil jo gerne lige have lidt mere fart på, så de lige kan følge med ham eller hende foran, eller få en bedre tid til årets Berlin Marathon.
Der er mange måder at blive hurtigere på. Man kan skifte hjul og kuglelejer, eller hele rulleskøjten. Men mange har sikkert erfaret at det ikke gør den store forskel. Så kan man løbe en masse kilometer hver dag, og det er slet ikke nogen dårlig ide. Alligevel er der noget der er endnu vigtigere – nemlig at have en god teknik, der kan udnytte de gode hjul og kuglelejer, og alle de kræfter man får opbygget af kilometervis af træning.
Over de næste 3 måneder vil VRK lave ca. 6 små workshops med nogle af de mest erfarne rulleskøjteløbere i klubben. Dorthe Olsen, Cathrine Grage og Anders Holm vil i juli, august og september lave nogle workshops ca. hver anden mandag. Første gang 12. juli kl 18.00 – 19.30, med mødested ved rulleskøjtebanen i Ørestad.
- 12. juli, 18.00-19.30, Dorthe Olsen
- 26. juli, 18.00-19.30, Dorthe Olsen
- 4. august (ny dato), 18.00-19.30, Cathrine Grage
- 27. august (ny dato), 18.00-19.30, Cathrine Grage
- 6. september (ny dato), 18.00-19.30, Anders Holm
- 13. september, 18.00-19.30, Anders Holm
Målgruppen:
Serien af mini-workshops er rettet mod alle der gerne vil prøve at få lidt mere fart i skøjterne. Dog uden at dit mål behøver at være at blive konkurrenceudøver. Vil du gerne kunne klare turen til arbejde på rulleskøjterne lidt hurtigere, eller måske der er en på lørdagsturene du gerne lige vil kunne give baghjul inden sæsonen er slut, eller måske du gerne vil forbedre din til på Berlin Marathon i slutningen af september? Niveauet vil fra start være meget grundlæggende, og alle der kan f.eks. kan følge med til Friday Night Skate, eller er vant til at løbe ture eller småkonkurrencer, vil være i den oplagte målgruppe. Samtidigt skal det siges at træningen koncentrere sig om inlines rulleskøjter, så har man side-by-side, kan visse øvelser nok være lidt unaturlige.
Vi starter ud med det helt grundlæggende – grundposition – og bygger på med afsætsøvelser og vægtforskydelse, så man kan udnytte sine kræfter bedst muligt. På de senere workshops vil niveauet stige stille og roligt, så det anbefales at være med fra starten! Mange af øvelserne vil blive gennemgået og afprøvet på rulleskøjtebanen, og efterfølgende vil vi teste dem på stierne på Kalvebod Brygge.
Med 3 forskellige trænere får man forklaret mange af de samme ting på lidt forskellige måder, og det går at man har en god chance for at fange lige præcis det man måske ikke helt har forstået tidligere.
De øvrige mandage, hvor vi har “Tekniktræning for motionister og speedskatere” vil der af Christopher blive fulgt op på nogle af øvelserne, og muligvis med brug af video.
Husk – første gang 12. juli kl 18.00 på rulleskøjtebanen i Ørestad











Hej
Det lyder rigtig spændende med de workshops og som om de er lavet præcis til mig (vil frygtelig gerne forbedre min tid i Berlin). Jeg er dog ikke medlem af klubben og da første gang er allerede i morgen, vil jeg bare høre om jeg kan være med alligevel, hvis jeg melder mig ind i dag.
Mikkeline
Hej Mikkeline
Det kan sagtens lade sig gøre
Vi ses i morgen…
Super! jeg skynder mig at melde mig ind.
Synes jeg havde set et sted, at man ikke behøvede at tilmelde sig, men nu kan jeg ikke finde det. Nå, men jeg kommer i aften og glæder mig
Så blev første mini-workshop afholdt, og det med 22 deltagere!
Husk også at kommer de øvrige mandage, hvor Christopher vil undervise, og arbejde videre med øvelserne.
Næste mini-workshop er 26. juli – også med Dorthe som underviser.
Hvad tid er det ? Når Christopher underviser.
Hej Margit,
Christopher underviser de øvrige mandag fra 18.00 – 19.30.
Det hedder “Speedskating intro” i kalenderen som du finder her:
http://www.vrk.dk/kalender
Det er desværre igen blevet dårligt vejr, så undervisningen i dag, mandag den 23. august, er aflyst og i stedet flyttet til på fredag den 27. august kl 18.00 – 19.30 samme sted, og også med Cat som underviser.
Hvis det er vejr til det kan det være vi tænder grillen så den er klar til en grillpølse efter træningen… Mere info om det på torsdag når det er til at spå lidt om vejret om fredagen…
Krydser fingre og håber på godt vejr fredag
Vejret her den 13. september ser igen super godt ud, så grillen bliver tændt, og så er der lige en bid at fange når træningen er slut!
Vi ses!