Copenhagen Roller Derby

Som nogen nok har lagt mærke til, så har VRK fået føjet en ny gren til rulleskøjteaktiviteterne – nemlig ROLLER DERBY!
Hvad er Roller Derby?
Kontaktsporten Roller Derby foregår i et vildt tempo på rulleskøjter? og så er det kun for kvinder, iført hjelm, tandbeskyttere og knæbeskyttere.
Sporten har sin tidlige oprindelse tilbage fra 1922 i USA men dødede ud i 90?erne. I 2001 tog nogle entusiaster initiativet til at genoplive sporten og i dag er det en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden.
Roller Derby er ikke bare en entydig sportsgren men en undergrunds livsstil med mange facetter der har været trendsættende bl.a. indenfor skate-kultur og mode. Tøjet er en væsentlig del af holdets profil og spillernes alias navne siger noget om den enkelte spiller. Navne som Honey Homocide, Busta Crimes, og Dixie Deadshake pryder de frygtløse spillere.
Lige nu er der 450 roller derby hold verden over og specielt i USA er sporten eksploderet.

Hvordan spiller man
Roller Derby går ud på at to hold dyster mod hinanden i en bout (kamp) på en flad oval bane. Hvert hold har 5 spillere på banen ad gangen. Èn af spillerne har rollen som jammer. Det er kun jammeren der kan score point. Hun kan kendes ved en stor stjerne på hjelmen. Jammeren scorer et point for hver modstander hun passerer.
De andre spillere kaldes blockere. Blockerne forsøger med blokeringer og tacklinger at forhindre modstanderens jammer i at score point. Samtidig forsøger de at hjælpe deres egen jammer frem. Det hold, der scorer flest point vinder.
En bout består af 2 halvlege på 30 minutter. Hver halvleg består af et antal jam?s. En jam varer 2 minutter.
Det er tilladt at hitte (tackle) modstanderne og knalde dem af banen, så længe man kun bruger sin skulder, ryg og bagdel. Bruger man sine albuer eller hænder får man en penalty og kommer på bænken i varierende antal minutter afhængigt af hvor grov overtrædelsen er.
Den specielle blanding af offensivt og defensivt spil, giver en ekstremt actionpræget sport med stor underholdningsværdi.
Copenhagen Roller Derby
Under en ferie i USA opdagede Emma Roller Derby og blev hovedkulds forelsket i sporten. Hun købte udstyr og bragte det med hjem til København, hvor hun hurtigt opdagede at der var behov for en sportsgren for kvinder, der er mere en blot en sport. Hun tog initiativet til at starte det første Roller Derby hold i Danmark: Rollin Hearbreakers.
På rekord tid er det lykkedes at få stablet et hold på benene som træner 1-2 gange om ugen med fast træner fra USA. Holdet er blevet indlemmet i Vesterbro Rulleskøjte Klub og har lavet et samarbejde med Kulturkajen Docken, som har åbnet dørene og lader os træne i deres lokaler på Frihavnen i Kbh.
På nuværende tidspunkt er vi omkring 15 kvinder med vidt forskellig alder og baggrund. Fælles for os er at vi elsker at give den gas, lege og skate.
Det der gør Roller Derby unikt er de mange facetter det rummer, det er ikke bare sport, leg og mode, det er også kamp, sammenhold og styrke. Vi ligger vægt på leg, sport og social ansvarlighed.
Nye skater er meget velkommen til at kontakte os og høre mere – skriv til roller-derby@vrk.dk.
Download PDF med ekstra info: FAQ om Roller Derby, links og ordbog.
Læs også mere om Copenhagen Roller Derby på deres Facebook gruppe, hvor det hele startede

Lidt videoer fra YouTube:








Mandag kl. 20.30 i DGI byen inviterer vi alle der har lyst til at prøve Roller Derby med på træning. Først fortæller vi om spillet og udstyret og derefter træner vi sammen. Det bliver stille og roligt og alle vil kunne følge med. Hvis du ikke har udstyr, låner du bare af os. Tag hjelm med hvis du har en. Send en email til durakillbunny@hotmail.com eller gå ind på http://www.facebook.com/?ref=logo#!/event.php?eid=338684467020&ref=mf og meld dig til.
YEAH! I lørdags kæmpede Copenhagen Roller Derby mod Hamborg Harbor Girls og vandt suverænt med 177 mod 90.
Hej.
Jeg er en pige på 17 år som virkelig er blevet interesseret rollerderby på det seneste og ville rigtig gerne starte til det men jeg kan se at man skal være 18 år. Jeg fylder 18 til februar og tænkte om det måske var muligt at starte alligevel? Og et andet spørgsmål, ville jeg gerne vide gennemsnit alderen på jeres hold?
Venlig hilsen Sofie.
Hej Sofie.
Man skal desværre være 18 før man starter med Roller Derby. Men hvis du melder dig ind i VRK kan du deltage i motionstræning og blive god til at rulle inden du starter.
Du er velkommen til at tage ud og se os træne og blive inspireret og måske lave nogle øvelser derhjemme.
Skate event arrangerer en masse hyggerul ture: http://www.facebook.com/groups/189225827800732/
Og så er der jo legendariske Friday Night Skate. Kbhs bedste event hver 2. fredag: http://www.facebook.com/FNSCPH
Hvis du vil købe derby skates allerede nu, så kan jeg anbefale at tage en smut forbi Mills på Skindergade. De er helt fantastiske og der kan de prøve skates. http://www.facebook.com/groups/218233599102/
Tror gennemsnitsalderen er ca. 27. Så rimelig mange modne piger
Hilsen Bunny
Hej
Jeg er meget interesseret i at være med på et roller derby hold, men hvordan melder jeg mig ind osv?
Jeg er 32, har side by side og er en rimelig habil ruller
Mvh Danielle
Hej Danielle.
Prøv at skrive til dem enten på mail eller deres Facebook-gruppe, hvor de er meget aktive. Begge links kan du finde nederst i teksten (over videoerne).
Hilsner
Jan
Hej
Er der noget rollerhold for mænd – fed sport.
Hej Steffen. Ikke i dag desværre. Ikke før nogle mænd starter et Mens Derby team.
Der er stadig kun få hold for mænd på verdensplan, men der er sikkert mange nye på vej.
Hvis du har lyst til at være med hos os, har vi et godt dommer team.
Bunny